Kære venner, kære europæere, kære visionære kristendemokrater!
Så kom det endelig. Vi havde ventet det længe, og vi havde haft mange forberedelser og ideer til det. Vi glædede os til at komme i gang. Og endelig er vi her på KDU’s landsmøde 2008! Siden sidste landsmøde har vi, som I nok har bemærket, også haft et folketingsvalg. Resultatet var meget skuffende og slet ikke det vi havde forventet. Derfor kommer dette landsmøde belejligt, så vi har en mulighed for alle sammen at overveje, hvad strategien for fremtiden skal være. Hvor skal KDU begive dig hen? Det skal vi bruge denne weekend på at diskutere og brainstorme på!
Valget KDU
Valget blev udskrevet efter længere tids vedvarende rygter om dets udskrivelse. Alligevel kom det overraskende, da det kom kort tid efter en ministerrokade, hvor bl.a. ”Pia Kjærsgård 2” blev vores socialminister. Jeg havde ikke forventet at det kom i 2007, men regnede med at forårsvalg her i 2008. Men det kom og vi tog kampen op.
KDU har aldrig før spillet en så tydelig og vigtig rolle ift. KD som ved dette valg, og det skete på flere fronter. KDU brugte mange penge på at hjælpe KD til at føre deres valgkampskampagne, så der kunne kompenseres for mediernes lille dækning af kristendemokratisk politik. Det kostede mange penge, men vi var også enige om, at vi var nødt til at yde alt, hvad vi kunne ved netop dette valg.
KDU valgte også at satse på at lave to kampagner, som kunne vække unges interesse. Men det var ikke kun de unge, der reagerede positivt på vores to kampagner. Det gjorde mange af ældre vælgere også, hvilket betød at flere KD kandidater benyttede vores kampagne materiale meget. Vi fik meget ros for at sætte fokus på menneskeværd og ulandenes forhold, som altid har været kristendemokratiske hjertesager. Vi valgte at menneskeværdskampagnen skulle være hovedkampagnen, da menneskeværdbegrebet er et begreb, som de andre partier ikke benytter i samme grad. Vi havde derfor en platform, hvorfra vi kunne gøre opmærksom på vores værdier, vores menneskesyn og vores ideer, uden at andre kunne tage den dagsorden fra os, som vi så ofte før har oplevet.
Udover de to kampagner lavede vi også en national aktionsdag, hvor KDU kandidaterne rundt om i landet gik på gaden og profilerede KDU og kristendemokratisk politik. Selvom vi nok kom for sent i gang med planlægningen af denne aktionsdag, lykkedes det alligevel at lave gode aktioner de forskellige steder.
Ved det første hovedbestyrelsesmøde i KD efter valget, fik KDU´erne en kæmpe ros og tak for den uundværlige indsats, vi ydede i løbet af de hektiske tre uger. Den tak er hermed givet videre til alle dem, som ikke har hør det endnu.
Valget KD
Resultatet
Men resultatet var som allerede nævnt ikke som vi ønskede. Det var derimod meget skuffende, og overraskende dårligt. Kristendemokraterne kom ikke ind i folketinget, og derved er der for anden periode i træk ikke et kristendemokratisk parti i Folketinget. Det er intet mindre end en katastrofe. Men det er ikke det eneste skuffende ved valgresultatet. VK regeringen fik igen flertal med Dansk Folkeparti, selvom der her efter valget har været lidt skiftende situationer med flertalsdannelsen. Men danskerne valgte endnu en gang at pege på Fogh som statsminister, på trods af den politik og den retning han har drejet Danmark i gennem de sidste 6 år. Men vælgerne har talt, og det bliver vi nødt til at tage til efterretning. Men hvorfor gik det, som det gik? Hvorfor kom KD ikke ind?
Analysen af valget
Når vi foretager analysen af valget, er vi nødt til at tilstræbe os objektivitet, så analysen ikke bliver lavet på baggrund af ønsker og håbetænkning. Konsekvensen af sådan en falsk analyse ville være valget af en forkert linje for fremtiden, og derved spild af tid og kræfter. Min analyse af KDs valg er som følger:
Der kan være en række forklaringer på valgets resultat. De forklaringer kan vi opdele i enten aktør- eller strukturforklaringer.
Aktørforklaringerne kan dække over løsningen af de praktiske opgaver, som ophængning af plakater, placering af avisannoncer, deltagelse i paneldebatter, synlighed på gaderne, KDs politiske linje, formandens adfærd og andre faktorer, som vi, som aktører forskellige steder i KD, kunne ændre på.
Tilsvarende dækker strukturerne i valgkampen over antallet af partier, partiernes placering på det politiske spektrum, generelt image for partierne, spærregrænsen og frygten for denne, mediedækning mv.
Resultatet blev, at KD fik ca. halveret stemmeantallet fra 1,7 pct. i 2005 til 0,9 pct. i 2007. Jeg tror ikke på, at et så stort nederlag kan forklares ud fra aktørforklaringerne. De politiske fokusområder, antallet af plakater mv. kan ikke forklare resultatet. De kunne måske forklare 0,1-0,2 pct. points ændring, men ikke en halvering af stemmetallet. Derfor tror jeg i højere grad forklaringen skal findes blandt de strukturelle forklaringer.
Antallet af partier, kan have en indflydelse, og har historisk set haft det. Men spørgsmålet er, om det kan forklare halveringen, da det næsten var det samme partisystem i 2005, kun Ny Alliance er kommet til, og de tog ikke rigtigt stemmer fra KD, hvorfor det ikke er forklaringen.
Mediernes dækning af os ikke var særlig god eller omfattende, men den var ikke anderledes end sidst, og kun få gange blev vi direkte diskrimineret. Men det var ikke mediernes skyld, at vi ikke kom ind - jeg tror dog alligevel på, at en større mediedækning kunne have gjort en større forskel.
Tilbage har vi så KDs image, frygten for spærregrænsen og partiets placering.
Jeg tror, at det er disse tre faktorer, der bedst kan forklare den massive vælgerflugt, og derfor var afgørende for KDs valgresultat.
KDs image har aldrig været særlig godt i den brede befolkning, og selvom Bodil har forsøgt at aflive nogle fordomme, så lykkedes det ikke i tilstrækkelig grad, samtidig med at mange brugte abortpolitikken, som undskyldning for at stemme på andre partier.
KDs placering i det politiske billede kan også forklare noget af nederlaget. Blokpolitikken og den personfikserede præsidentkampagne har betydet, at partier på midten er blevet klemt, og det er ikke muligt at lade politikken styre, hvilken side man skal samarbejde med. Uanset hvem KD pegede på, så ville konsekvensen være, at den ene side af partiet ville være utilfreds.
Spærregrænsefrygten har ligeledes skræmt mange vælgere væk, da stemmespildsmyten har fyldt meget i omtalen af KD. Denne frygt er svært at bekæmpe, og det viste sig også i valgresultatet.
Derfor tror jeg at det var disse større strukturer, som KD ikke selv var herrer over, der gav det store nederlag.
Hvor stiller det KD?
Men hvilke muligheder giver det KD, hvis det var faktorer, som KD ikke selv kan påvirke, der var afgørende for udfaldet? Ja det er ikke en optimistisk analyse, men som tidligere nævnt er vi nødt til at analysere valget så objektivt som muligt.
Hvis KD skal have en chance for at komme igen og komme til at spille en central rolle i dansk politik, skal der virkelig ske noget ekstraordinært. Og hvem ved, måske kan der lige pludselig ske noget, som giver folk tro på, at KD har en lys fremtid?
Men hvis der ikke gør det, er jeg bange for, at KD ikke kommer til at spille en vigtig rolle i Folketinget igen. Men hvilke andre muligheder kan der så være? KD kunne blive et netværk af politikere med et kristendemokratisk udgangspunkt. Eller KD kunne i højere grad søge at være en interesseorganisation på linje med Europabevægelsen. Eller KD kunne blive en tænketank, der søgte at spille ind i debatten med politiske forslag og ideer, som CEPOS gør. Der er flere muligheder for at påvirke den danske politiske dagsorden uden at man behøver være et opstillingsberettet parti. Men KD må finde ud af, hvordan de mener, de bedst for indflydelse.
Partisystemets deadlock
Men generelt kan der spores en træghed i det danske partisystem, som ikke formår at skabe plads til nye partier. De vigtigste partier er de samme som var før anden verdenskrig. Kun Dansk Folkeparti har formået at lægge sig på en ny og varig skillelinje i dansk politik, og det er i høj grad en af årsagerne til deres succes. CD blev klemt ud, Fremskridtspartiet er væk, og nu ser det ud til, at KD også er blevet presset ud af de tunge gamle partier, som tilsyneladende har så stor en magt, at de formår at presse andre og nye initiativer væk. Det ser således også ud til, at Ny Alliance kun bliver en parentes i dansk politisk historie. Min pointe med dette er, at det er enorm svært at etablere og konsolidere nye partier i det danske partisystem. Det er bl.a. denne tendens KD lider under nu. Men kan vi gøre noget ved det? Hvis vælgerne næsten kun har tillid til de gamle partier, hvad kan man så gøre for at etablere partier med nye og alternative værdier? Jeg har desværre ikke svaret.
Nye politiske tendenser?
Men der kan måske spores nogle nye tendenser i dansk politik her efter valget. Regeringen fremlagde efter valget et regeringsgrundlag, der i højere grad var midterorienteret end de tidligere. Der blev lagt op til bredere samarbejde, og regeringen gjorde meget ud af, at de ville samarbejde ind over midten med især Ny Alliance og De Radikale.
Der var også tendenser til et lidt bredere samarbejde ved en af de største konflikter efter valget, nemlig ved behandlingen af asylansøgere. Først efter trusler fra DF og Venstre om at presse de grønlandske mandater ved forhandlinger om selvstyre og bloktilskud, valgte Ny Alliance at sælge deres sjæl til fordel for at beholde den nuværende regering. Ikke kun var dette utroligt utroværdigt, men det var også et søm i Ny Alliances kiste efter min vurdering. Derudover skal det lige bemærkes, at Venstre og DF’s forsøg på at presse grønlænderne på deres grundlovssikrede ret var under al kritik, og det var et lige så hårdt angreb på det danske demokrati, som mordplanerne mod Kurt Westergaard var på ytringsfriheden.
Men siden da har vi næsten haft en ny lille Muhammed krise. Det er ved at blive virkelig problematisk at ekstreme muslimer kan presse folk til at ændre adfærd. Det er fx uhyggeligt at nogle forældre ville have fyret Kurt Westergaards kone fra hendes børnehave pga. frygt, og at SAS hotellet i Århus ville bortvise Westergaard, mens han ikke kunne bo hjemme. Frygten må ikke tage overhånd, for hvis ekstremisterne har held til at ændre vores normale adfærd, har de vundet.
Men omvendt må forskellige kunstneres lyst til at krænke religiøse mindretal også kritiseres, da det mest af alt minder om pubertære magtdemonstrationer. Der skal være plads til alle i vores samfund, og så nytter det ikke noget, at vi starter dialogerne med at spytte på hinanden.
Men det er ikke kun Muhammed tegninger, der er interessante på det internationale plan. Der er stadig store problemer i Darfur, hvor regeringen i Khartoum stadig tillader Janjaweed militsen at foretage overgreb og direkte folkedrab på civilbefolkningen i Darfur. Selv mindre oprørsgrupper kan ikke retfærdiggøre disse forbrydelser, og det er under al kritik, at Kina holder hånden over regeringens politik under henvisning til folkeretten og Sudans suverænitet. Folkeretten er nødvendig for at sikre stabilitet og sikkerhed, men den må aldrig stå over hensynet til menneskerettighederne. Vores menneskesyn forpligter os til at fokusere på det enkelte menneske og dets værdi. Derfor må vi acceptere humanitære interventioner, selvom det bryder med folkeretten og selvom der måske ikke er et flertal i FNs sikkerhedsråd. FNs sikkerhedsråd kan i situationer være låst af stormagternes egeninteresser, men ansvaret for det enkelte menneske må stå over hensynet til politiske grænser. Jeg ønsker ikke, at alle overgreb på menneskerettigheder skal imødekommes med militære interventioner, men ved folkedrab, må det internationale samfund ikke tøve! Derfor skal EU have en professionel, mobil hær, der på få uger kan blive klar til at gribe ind i kriseområder og genskabe freden.
Men hvis vi kigger på den hjemlige andedam igen, må vi nok desværre konstatere, at blokpolitikken er gendannet efter der var nogle opsigtsvækkende partiskifter i folketinget. Dog kan jeg ikke lade være med at nævne Malou Aamund, som må siges at være folketingets suverænt mest utroværdige politiker. Hun har brudt med alle de principper hendes parti stillede op på til valget, og jeg kan godt forstå hvis nogle vælgere får politikerlede, når de ser hvordan hun har ageret.
Derimod kan vi glæde os over at ansvaret for miljøet, som vi I så mange år har været forkæmpere for, nu endelig har bred folkelig appel. Der snakkes om miljøet og klimaet i nyhederne, i radioen, i TV programmer, og firmaer og organisationer ønsker i højere grad at vise en grøn og bæredygtig profil. Det viser, at det er muligt at flytte dagsordener, når man har de gode argumenter, og det rigtige grundlag. Og det har vi!
Ligeledes er vores personalistiske menneskesyn, det bedste og mest virkelighedsnære menneskesyn, der findes på den politisk ideologiske scene. Det skal vi vedkende os, og vi skal bruge det offensivt. Men i KDU har der måske været en tendens til, at vi beskæftigede os med visse dele og konsekvenser af vores menneskesyn i højere grad end andre dele. Vi her derved i nogen grad ladet KD gøre opmærksom på de bio-etiske områder, som vi vidste, at der ikke solgte så godt hos vælgerne. Fx har KDU nok ikke kæmpet hårdt nok for at gøre opmærksom på det uacceptable menneskesyn, der ligger bag fosterscreeninger og fjernelse af børn med risiko for forskellige handicap. Sager som disse har vi måske ignoreret for meget til fordel for andre tydeligere, populære sager. Vores menneskesyn giver os en forpligtelse til at tage denne kamp, selvom vi ikke har lige så stor lyst til det. Vi er vel pligtetikere!?
Men ulandspolitikken har også været vores sag! For tiden forhandles der i EU om den næste års budgetter, og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, slår et slag for at fjerne og aftrappe den landbrugsstøtte, som er så skævvridende for de fattige landes produktioner. Mit indtryk er, at hun gør et fint men svært arbejde, og det skal hun have ros for. Det er den største ros, jeg kan give til Venstre for tiden.
Jeg glæder mig over, at danskerne igen i dette forår fik samlet over 60 mio. kroner ind i støtte til forskellige udviklingsorganisationer ved et TV program. De 60 mio. skal nok komme mange mennesker til hjælp. Men så kan vi tænkte på de ca. 24 mia. kr. regeringen har sparet på ulandsbistanden siden den kom til i 2001. Tænk på, hvor mange sygdomme, de kunne have helbred. Tænk på, hvor mange unge, der kunne have fået en uddannelse. Tænk på, hvor mange børn, der kunne have overlevet en hungersnød. Vi har en regering, der hellere vil sænke selskabsskatten med 3 pct. point end den vil redde menneskeliv og sikre udvikling for verdens svageste. Det er uværdigt! Det er uhyggeligt! Men det er det, de danske vælgere vil have. Kære europæere! Hvad skal vi gøre, når de danske vælgere ikke vil, som vi vil?
Løsningen?
Ja svaret blæser i vinden. Eller også ligger det lige for næsen af os. Vi har altid haft et godt forhold i KDU til Europa og europæiske spørgsmål. Ikke nok med at vi har gode, ligesindede ideologer i nogle af vores YEPP og KDUN samarbejdspartere, men vi har også et stort kristendemokratisk parti i Europaparlamentet og flere kommissærer, der har en kristendemokratisk inspiration. Her kan vi selv hente inspiration, og vi kan forsøge at påvirke dem til at føre en kristendemokratisk politik, som derved kan få konsekvenser for hele Europa.
Jeg glæder mig over disse forbindelser vi har til resten af Europa, og EU står i høj grad for de værdier vi som kristendemokrater kæmper for. Derfor tror jeg også det er vigtigt, at udvidelsen fortsætter, så lande, der får demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipper og får bekæmpet korruption kan indlemmes i Vores Union.
EU kan hjælpe unge demokratier i den rigtige retning. EU kan sikre minimumsstandarder på miljøområdet. EU kan give Europa en stemme i internationale spørgsmål, så Kina ikke kan spekulere i folkedrabet i Darfur, og så diplomati og forhandling kan bruges i højere grad end trusler. EU er en unik mulighed vi har.
Men der er selvfølgelig en række problemer i EU, som vi skal have styr på, og som skal omformes. Derfor er det vigtigt, at Anders Fogh og andre ikke får held til at gennemføre ”Resultaternes Europa” projektet, da EU bygger på visioner og ideer. Resultater kommer løbende, men strukturen skal på plads først. Et lille skridt i den retning vil være en afskaffelse af forbeholdene, som vi nok skal til afstemning om til efteråret. Det bliver spændende at se, hvilke forbehold vi skal stemme om. Min indstilling er, at vi skal fjerne alle forbeholdene, inklusiv euro forbeholdet. Men den debat vil jeg rigtig gerne tage med jer her.
Et af vores grundlæggende principper for vores holdning til EU er føderalismen, som for mig at se, er en af de eneste muligheder, vi har, for at sikre et demokratisk og folkeligt forankret EU. Derfor skal vi kæmpe den kamp sammen med bl.a. Europæisk Ungdom, og ikke lade folks frygt for ordet ”føderalisme” fylde dagsordenen. Selvom den nye Lissabon-traktat ikke lever op til vores ønsker om demokrati og føderalisme. Men det er et skridt på vejen.
Hvad er vores fremtid?
Men i KDU skal vi til at tage flere skridt. Vi har muligheden for at skabe den struktur, vi ønsker og udstikke de linjer, som vi skal bygge vores fremtid på. Jeg vil derfor gerne have at hele dette landsmøde bliver brugt til at brainstorme og tænke over KDUs fremtid – og det er bl.a. også det konferencen i morgen skal bruges til. I KDU har vi primært én forpligtelse, og det er, at vi skal kæmpe for at præge samfundet med den kristendemokratiske ideologi. Det skal vi have i tankerne, når vi overvejer mulighederne.
Jeg glæder mig til debatten herefter, og ellers vil jeg gerne ønske jer et rigtig godt landsmøde. Tak for ordet!
