Cura - En vision

Cura - En vision

Filip Hove Kristensen fortæller om visionen for Cura. Must-read for alle der vil vide hvad der sker i Cura Ungdom.

Så er det blevet tid for en opdatering – siden jeg tog over som formand i foråret, er tingene mest foregået på de interne linier.

Udgangspunktet for Cura er drømmen om et bedre samfund, med plads til forskellighed, personlig integritet i et demokratisk medborgerskab. Gennem politik skabes rammerne og forudsætningerne for det gode samfund, derfor ønsker vi gennem en idépolitisk debat, at oplyse og inspirere samfundsudviklingen til det bedste for vore medmennesker.

Cura er en vision! En vision om at kristendemokratiske principper og erkendelser kommer i spil i samfundsdebatten og at flere bliver uddannet i og kender til kristendemokrati. Det er den vision som har båret den kristendemokratiske bevægelse i Danmark (i og udenfor KrF og KD) de seneste 20 år, det er den vision vi ikke kan lægge fra os og det er den vision vi nu ønsker at give nyt liv.

Med Cura ønsker vi at skabe en helhed i en lang række delprojekter. Det er den fælles idé de forskellige projekter er funderet på og som binder dem sammen. Disse delprojekter ønsker vi skal være rettet bredt. De skal have en bred aldersmæssig profil, og de skal tiltale mennesker fra mange forskellige sammenhænge.

Vi ønsker et Cura som er en bevægelse og i bevægelse. Det vil vi skabe gennem strategisk ledelse, værdistyring og projektorganisering. På den måde håber vi med udgangspunkt i det nuværende Cura Ungdom at skabe en bred bevægelse, med en stærk og kompetent ledelse, hvor man kan engagere sig i forskellige projekter efter interesse og tid.

Vi er allerede nu igang med at definere nogle af delprojekterne:

Webzinet Cura Mag, med den selvstændige redaktion, udgives ca. 4 gange årligt (curamag.dk).

Det første Sommermøde løb af stablen d. 7. august i København.

Næste større arrangement bliver Cura Nytårskur d. 8. januar 2011 i Århus.

Vi håber, at vi med årene kan gøre de to store årlig arrangementer (Sommermøde og Nytårskur), spændende, inspirerende og givende, så engagement kan vokse ud fra dette.

Styrelsen er i dette år – frem til landsmødet i foråret 2011 – i gang med flere processer. For det første er vi i gang med en proces som definerer Cura, og som samler Cura i en klar vision, som vi kan arbejde udfra. Når visionen er klar, bliver det lettere for os at kommunikere til medlemmer og andre interesserede hvad man kan forvente af Cura.

For det andet er styrelsen i gang med at omstille organisationen fra en ungdomspolitisk parti til en idépolitisk bevægelse. Det kræver en forekling af organisationen (dvs. ingen støtte fra tipsmidlerne), som betyder, at vi i første omgang ikke vil have ansatte og landskontor. Vi skal med andre ord skabe en ny organisation nedefra, hvor det er engagement, der driver værket. Dette vil tage lidt tid og kræver lidt tålmodighed før tingene blomster. Styrelsen arbejder dog på nogle spændende projekter, som vi endnu ikke kan løfte sløret for, men som forhåbentlig kan skabe forståelse og opmærksomhed omkring Cura.

Vores drøm – en fælles drøm?

Vi kan ikke gennemføre dette projekt selv - ingen bevægelse består af få personer. Derfor har vi brug for alle, der føler sig inspireret af de kristendemokratisk idéer og principper, til at arbejde med. Vi har brug for forskellige personer med forskellige evner og idéer. Visionen ovenfor skal også blot opfattes som en skitse, som vi forhåbentligt kan få opfyldt, men sikkert også kan udvide med flere, store og små projekter. Vi har brug for dig, og vi håber du vil være med!

Kristendemokrati?

Kristendemokrati er her forstået partiuafhængigt og som den fælles ideologiske indsigt, der findes i de forskellige forgreninger af den kristendemokratiske verdensbevægelse. Centralt i denne ideologi er begreber som: Naturret, personalisme, broderskabstanken, menneskets værdifuldhed, forvalterskabstanken, subsidiaritet og sfæresuverænitet.

Cura arbejder fra et personalistisk udgangspunkt for et pluralistisk og postsekulært samfund, og står således i opposition til sekularisme, monokulturel tænkning, kulturrelativisme, nationalkonservatisme, kollektivisme og individualisme.

Begrebet Cura?

Navnet,"Cura" er latin og betyder omsorg og dækker over tre forskellige aspekter heraf: For det første at holde af eller at værdsætte. For det andet at bekymre sig om eller at være optaget af. Og for det tredje at drage omsorg for eller at hjælpe i praktisk forstand.

Begrebet "Cura" er således svært at oversætte til dansk. Det går lidt nemmere på engelsk, hvor ordet "to care" dækker nogle af de samme aspekter. På engelsk kan man sige "I do care", d.v.s. jeg er optaget af dette eller hint, fordi det betyder noget for mig. Man kan også sige "I take care", d.v.s. jeg drager omsorg for dette eller hint på en konkret og praktisk måde. Det gamle danske ord "at kere sig" dækker over det samme og kommer også af det latinske "Cura". Det kristendemokratiske menneskesyn og verdensbillede starter med en anerkendelse af det værendes værdi: Det enkelte menneskes uendelige værdi og naturens værdi for sig selv. Ud af denne anerkendelse udspringer en etik, der fordrer omsorg for alle mennesker og for naturen. At noget har værdi og er betydningsfuld kræver, at der drages omsorg for dette. Hvordan sikrer vi det enkelte menneske et værdigt liv? Og hvordan respekterer vi naturens værdi?

Disse er spørgsmål, som driver den kristendemokratiske ideologi - fordi tanken om værdighed kræver engagement og aldrig accepterer ligegyldighed. Sagt på engelsk: "We do care" og "we take care". Alt dette er indeholdt i ordet "Cura".

Billede: Frokost på Cura Sommermøde 2010

Filip Hove Kristensen 15 Aug 10
 
Department of Design